Royal Copenhagen Valentines Day plaquetter
I 2003 tegnede Sven Vestergaard to plaquetter for Royal Copenhagen, som blev udgivet i anledning af Valentine's Day den 14. februar. De to plaquetter er smukke i fællesskab, da de viser en dreng og en pige. Pigen sidder stille i græsset med en sovende kat ved sin side, mens hun med et hemmelighedsfuldt smil om munden plukker blade af en blomst til tonerne af "elsker-mig-elsker-mig-ikke". Drengen er i gang med at skære et hjerte i et træ. Begge Valentine plaquetterne er omkranset af en bort med røde hjerter.