Rørstrand juleplatter med svensk historie og juletradition
Den svenske porcelænsfabrik Rörstrand begyndte allerede i 1904 at fremstille juleplatter og har siden udgivet flere forskellige serier. Motiverne spænder fra traditionelle jule- og vinterscener til svenske landskaber og fortællingen om Nils Holgersson. Også udtrykket har ændret sig gennem årene, fra de tidlige blå-hvide platter til Gunnar Nylunds firkantede modeller og de farverige Julepoesi-platter.
Rørstrands første juleplatter fra 1904 til 1925
Rörstrand var den første svenske porcelænsfabrik, der begyndte at udgive årlige juleplatter. Det skete i 1904, og serien fortsatte frem til 1925.
De gamle juleplatter er fremstillet i blå-hvidt porcelæn med forskellige jule- og vintermotiver. De hører til de tidligste svenske juleplatter og giver samtidig et fint indblik i, hvilke motiver der blev brugt i begyndelsen af 1900-tallet.
For samlere er det især de tidlige årgange, der kan være interessante. De er efterhånden mere end 100 år gamle, og det kan være en spændende opgave at finde de manglende årgange til en samling.

Gunnar Nylunds juleplatter fra 1968 til 1999
I 1968 kom Rörstrand med en ny serie juleplatter, designet af den svensk-danske keramiker Gunnar Nylund. Platterne er firkantede med afrundede hjørner og blå motiver på hvid baggrund, og serien fortsatte helt frem til 1999.
De første to årgange fra 1968 og 1969 havde traditionelle julemotiver, men fra 1970 tog serien en ny drejning. Nu blev motiverne hentet fra Selma Lagerlöfs fortælling om Nils Holgerssons vidunderlige rejse gennem Sverige.
I fortællingen rejser Nils Holgersson gennem Sverige på ryggen af en gås, og på platterne møder vi forskellige steder og landskaber fra hans rejse. Det gør serien lidt anderledes end mange andre juleplatter, fordi motiverne hænger sammen og fortæller en historie på tværs af årgangene.

Rørstrand Julepoesi med farverige motiver
Rörstrand udgav også en serie juleplatter med navnet Julepoesi, som blev introduceret i 1979. Motiverne er skabt af designeren Jackie Lynd og adskiller sig tydeligt fra Gunnar Nylunds blå-hvide platter.
Julepoesi-platterne er runde og dekoreret med farverige julemotiver og gulddetaljer. Inspirationen kommer blandt andet fra kendte julesange, og den første årgang fra 1979 har motivet "Stille nat, hellige nat". Årgangen fra 1980 viser de hellige tre konger.
Julepoesi-serien omfatter også Rørstrand krus og juleklokker med matchende motiver. Krusene kan bruges til julekaffen, mens juleklokkerne er fine at stille frem sammen med platterne eller hænge på juletræet.
Det er netop kombinationen af juleplatter, krus og juleklokker, der gør Julepoesi interessant at samle på. Du kan vælge enkelte dele med et motiv, du holder af, eller samle flere årgange og lade de forskellige dele stå fremme sammen til jul.

Hvordan kan du bruge Rørstrand juleplatter?
Selvom Rørstrand juleplatter er lavet med julen for øje, er der ingen grund til at gemme dem væk resten af året. Nogle motiver passer fint ind i indretningen året rundt, mens andre er hyggelige at finde frem sammen med julepynten. Her får du lidt inspiration til, hvordan du kan bruge platterne.
Lav en væg med svenske juleplatter
Rørstrand juleplatter kan være rigtig flotte at samle på en væg, og de forskellige former og farver giver mange muligheder. Du kan eksempelvis hænge Gunnar Nylunds firkantede platter i lige rækker, samle de gamle blå-hvide juleplatter eller lade Julepoesi-seriens farverige motiver få deres egen plads.
Du kan også blande platter fra forskellige serier og årgange, hvis du gerne vil have lidt mere variation. De blå-hvide motiver passer fint sammen med andet porcelæn, mens de farverige Julepoesi-platter kan give lidt ekstra liv på væggen. Og selvom det er juleplatter, er der bestemt ikke noget i vejen for at lade dem hænge fremme hele året.
Stil platterne frem på en hylde eller skænk
Har du ikke lyst til at hænge platterne på væggen, kan du stille dem i en platteholder på en hylde, i en reol eller på en skænk. Det fungerer både med en enkelt juleplatte og med flere forskellige motiver samlet.
Prøv også at kombinere de gamle blå-hvide Rørstrand juleplatter med vaser, lysestager eller andet porcelæn, du allerede har. Til jul kan du supplere med lidt gran og julefigurer, mens platterne resten af året sagtens kan stå fremme uden julepynten.

Se også: