Forside | Belysning | Samlerartikler | Boligindretning | Varemærker | Outlet | Hjælp | Om os | Sælg til DPH |
Hos Bing & Grøndahl Porcelænsfabrik hjælper fabriksstemplet med at aldersbestemme og datere hvornår varer fra B&G er produceret.
Bing & Grøndahl Porcelænsfabrik blev grundlagt den 19. april 1853 af Vilhelm Grøndahl i fællesskab med de to bog- og kunsthandlende brødre Meyer Herman Bing og Jacob Herman Bing.
Bing & Grøndahl er ikke helt så gammel som Royal Copenhagen og derfor har Bing & Grøndahl haft et stemplet mærke under bunden lige fra begyndelsen i 1853.
Indtil 1898 bestod Bing & Grøndahls mærke blot af B&G stemplet i blåt. Herefter valgt Bing & Grøndahl de tre tårne som sit fabriksmærke. De tre tårne er taget fra Københavns byvåben, der viser de tre tårne på Absalons borg. De tre tårne har altid været stemplet i grønt. Man vedblev dog at stemple med B&G i blåt op til og med 1947.
Fabriksmærket symboliserer Bing & Grøndahls tilknytning til København og de tre tårne er blevet synonym med Bing & Grøndahl på samme måde, som de tre bølger er blevet synonyme med Royal Copenhagen.
Brug oversigten nedenfor til at datere hvor gammelt dit Bing & Grøndahl Porcelæn er.
1853-1897 B&G stempel i blåt
1898-1899 De tre tårne, B&G Copenhagen Danish China Works stemplet i grønt og B&G stemplet i blåt
1899-1902 De tre tårne, B&G Kjøbenhavn Danish China Works stemplet i grønt og B&G stemplet i blåt
1902-1914 De tre tårne, B&G Kjøbenhavn Made in Denmark stemplet i grønt og B&G stemplet i blåt
1914-1915 De tre tårne, B&G Kjøbenhavn Copenhagen stemplet i grønt og B&G stemplet i blåt. Dette mærke overlapper med mærket, der sluttede i 1914 og det, som begyndte i 1915.
1915-1947 De tre tårne, B&G Kjøbenhavn Danmark stemplet i grønt og B&G stemplet i blåt
1948-1951 De tre tårne, B&G Kjøbenhavn Danmark og B&G stemplet i grønt
1952-1957 De tre tårne, B&G Kjøbenhavn Made in Denmark stemplet i grønt
1958 De tre tårne, B&G Kjøbenhavn Made in Denmark stemplet i grønt
1959-1960 De tre tårne, B&G Kjøbenhavn, DANMARK B&G Made in Denmark stemplet i grønt
1961-1965 De tre tårne, B&G Kjøbenhavn Made in Denmark stemplet i grønt
1966-1969 De tre tårne, B&G Kjøbenhavn DENMARK stemplet i grønt
1970-1982 De tre tårne, B&G, Copenhagen Porcelain Made in Denmark rundt stempel i grønt / Der findes også varer som er mærket med det mere enkle stempel som vist her til højre. Tre grønne tårne, og B&G skrevet i blå nedenunder.
1983-2004 De tre tårne, B&G, Copenhagen Porcelain Bing & Grøndahl, Denmark stemplet i grønt. Dette stempel blev anvendt på Bing & Grøndahl produkter indtil 1987, hvor fabrikken blev sammenlagt med Royal Copenhagen. Efter 1987 var det kun B&G årsartikler, der fortsatte med at anvende dette mærke.
1987- Royal Copenhagens mærkning blev anvendt på B&G artikler efter sammenlægningen i 1987 kun årsartiklerne var undtaget. Derfor er de Bing & Grøndahl artikler, der blev produceret efter 1987 mærket med Royal Copenhagen fabriksmærke.
2005- De tre tårne, BING & GRØNDAHL Denmark stemplet i grønt. Kun anvendt på årsartikler.
Overordnet set er der nogle perioder, som man hurtigt kan forholde sig til, når man aldersbestemmer Bing & Grøndahl porcelæn. Hvis man kun har B&G i blåt, så er man før 1898, hvis der både er de tre tårne og B&G i blåt, så er det perioden mellem 1898 og 1947.
Fra og med 1948 er det kun det grønne mærke med de tre tårne, der er gældende, men det får en betydelig stilændring i 1970, hvorfor man kan lave en opdeling her. Hvis det er de gamle tårne uden blåt B&G stempel, så er det mellem 1948 og 1969. Fra 1970 til 2004 blev et rundt stempel med tre stærkt stilliserede tårne anvendt. Og fra 2005 til idag har det været tre tårne og BING & GRØNDAHL.
Med disse tydelige kendetegn kan Bing & Grøndahl grovsorteres i perioder, hvor man så kan anvende ovenstående liste til at komme nærmere til fabrikationsperioden.
Som et kuriosum så kan produkter, der egentlig er Bing & Grøndahl produkter også være mærket med Royal Copenhagens tre bølger, hvis de fortsat har været i produktion efter 1987.
Da Bing & Grøndahl og Royal Copenhagen blev sammenlagt i 1987, blev begge fabrikker markedsført under Royal Copenhagen navnet, hvorfor de fleste af Bing & Grøndahls produkter blev videreført under Royal Copenhagens mærke.
Et godt eksempel herpå er Else figuren, der oprindelig var en Bing & Grøndahl figur, men ude i verden er meget kendt som en Royal Copenhagen figur. Det var kun Bing & Grøndahls juleplatter og øvrige årsartikler, der vedblev at have Bing & Grøndahl stemplet.
Forside | Belysning | Samlerartikler | Boligindretning | Varemærker | Outlet | Hjælp | Om os | Sælg til DPH |