Blå Rørstrand juleplatter med historier fra Sverige
En gammel svensk gård, et middelalderslot eller en gås, der flyver hen over landskabet. Rørstrands blå-hvide juleplatter rummer mange forskellige motiver fra Sveriges natur, historie og traditioner. Nogle fortæller om julen i gamle dage, mens andre tager os med på Nils Holgerssons rejse gennem Sverige.
De ældste juleplatter fra 1904 til 1925 er runde og har traditionelle jule- og vintermotiver, mens Gunnar Nylunds serie fra 1968 til 1999 er firkantet med afrundede hjørner. Begge serier har den blå-hvide underglasurdekoration til fælles og kan både bruges til borddækning, som vægdekoration eller som en del af en samling.

Rørstrands ældste juleplatter fra 1904 til 1925
I 1904 udgav Rörstrand den allerførste svenske juleplatte. Det blev begyndelsen på en serie, der fortsatte frem til 1925, og som i dag giver os mulighed for at se, hvordan jule- og vintermotiver blev gengivet i porcelæn for mere end 100 år siden.
De runde platter er dekoreret i blåt og hvidt, og selvom de hører til blandt de ældste svenske juleplatter, kan de sagtens få plads i nutidens hjem. Særligt sammen med andet blåmalet porcelæn, hvor forskellige mønstre og årgange kan blandes.

Gunnar Nylunds juleplatter fra 1968 til 1999
I 1968 begyndte Rörstrand at udgive en ny serie juleplatter, designet af den svensk-danske keramiker Gunnar Nylund. I modsætning til de ældre juleplatter er disse firkantede med afrundede hjørner og har blå motiver på hvid baggrund.
De første to årgange fra 1968 og 1969 havde traditionelle julemotiver, men fra 1970 fik serien en helt anden retning. Her begyndte Gunnar Nylund at hente inspiration fra Selma Lagerlöfs fortælling om Nils Holgerssons vidunderlige rejse gennem Sverige.
Nils Holgerssons rejse gennem Sverige
I fortællingen rejser Nils på ryggen af vildgåsen Akka gennem Sverige, og det er denne rejse, vi følger på mange af platterne. Undervejs kommer vi forbi alt fra gamle slotte og middelalderbyer til svenske skove, søer og små landsbyer.
Men motiverne handler ikke kun om de steder, Nils besøger. De fortæller også om svensk kultur og historie, blandt andet gennem scener med spillemænd, tømmerflådning, landbrug og gamle traditioner. Gunnar Nylund har ofte samlet flere karakteristiske steder og detaljer fra samme område på én platte, så der er meget at kigge på.

Brug blå Rørstrand juleplatter til borddækning og servering
Rørstrands blå-hvide juleplatter er ikke kun for samlere. De blå motiver er malet under glasuren, hvilket gør platterne velegnede til at spise af, når porcelænet er i god stand og egnet til fødevarer.
Platterne måler 19 cm og har en god størrelse som frokosttallerkener, til kage eller mindre anretninger. Du kan sagtens dække bord med forskellige årgange, så hver gæst får sit eget motiv. De blå-hvide farver binder platterne sammen, selvom motiverne er forskellige.
Du kan eksempelvis kombinere dem med hvidt porcelæn, blåmalede stel og klare glas. Og der er ingen grund til at gemme dem væk efter jul, for de svenske landskaber og bygninger passer lige så godt på et frokostbord resten af året.
Lav en kageopsats med Rørstrand juleplatter
Rørstrands blå-hvide juleplatter kan også bruges til kageopsatser i flere etager. Det er en fin måde at bruge de gamle platter til servering af småkager, konfekt og andre lækkerier, samtidig med at de forskellige motiver bliver en del af borddækningen.
Hos DPH kan vi hjælpe dig med at få lavet din egen kageopsats. Du kan enten tage dine egne platter med i butikken eller vælge blandt dem, vi har på lager. Vi hjælper med at bore platterne og finde de fittings, der skal bruges til at samle dem til en kageopsats. Foretrækker du en færdig løsning, har vi også et udvalg af kageopsatser, der allerede er samlet og klar til brug.

Rørstrand juleplatter som vægdekoration
Begge serier har huller på bagsiden til ophæng, så platterne også er nemme at bruge som vægdekoration med et par plattekroge.
Gunnar Nylunds firkantede juleplatter er fine at hænge i lige rækker, mens de ældre runde platter kan samles i en gruppe med forskellige årgange. Du kan også blande de to serier, hvis du gerne vil kombinere de forskellige former.
Har du ikke lyst til at hænge dem op, kan du stille platterne i et plattestativ på en hylde eller skænk. Her kan de kombineres med vaser, lysestager og andet porcelæn, du allerede har.

Se også: